topfoto kostvejledning

Kostvejledning

Hos VetNatura mener vi, at både du og dit dyr har krav på uvildig og objektiv kostvejledning. Derfor har vi nøje og kritisk udvalgt de fodertyper og fodringsprincipper, vi anbefaler. Mange problemer kan nemlig løses ved at vælge det rette foder og den rette kostsammensætning til dit dyr.

Vi er specialiserede i sammenhængen mellem dyrs kost og sundhed, og derfor kan vi guide dig trygt i gennem junglen af fodermærker og fodringsprincipper. Sammen med dig, og under hensynstagen til de muligheder, du har, sammensætter vi dit dyrs kost, så også den bakker op om dyrets sundhed og trivsel – og dermed et langt og godt liv.

Hos VetNatura tilbyder vi individuel diætvejledning og kostsammensætning til netop dit dyr, ligesom vi løbende afholder foredrag og temaaftener om dyrefoder og fordringsprincipper.
 

Fem gode råd, når du skal vælge tørfoder

  1. Læs deklarationen nøje. Bare fordi den farverige forside fortæller, at foderet indeholder masser af kød og vitaminer, er det ikke nødvendigvis rigtigt. Så læs på indholdet og vær opmærksom på, at den ingrediens, der er mest af, står øverst – det absolut primære indhold skal være kød.

  2. Se på sammensætningen af protein. Hunde skal f.eks. have amino- og fedtsyrer fra forskellige kødkilder, herunder også fra fisk. Derfor bør du vælge foder, hvor flere forskellige kødkilder kombineres.

  3. Vælg tørfoder uden eller med så lidt stivelse som muligt. Vælger du foder med stivelse, så sørg for, at det f.eks. er fra kartofler frem for korn.

  4. Undersøg hvordan foderet er produceret, hvis det overhovedet er muligt. Vælg foder, hvor lave temperature i produktionsprocessen skåner de livsnødvendige vitaminer og mineraler.

  5. Vælg foder med naturlige tilsætningsstoffer, vitaminer og mineraler frem for smagsfremmere og forædlede ingredienser. Naturlige og økologiske urter, grøntsager og glucosamin har mange sundhedsfremmede egenskaber, der støtter dyret i dets udvikling.

Fem gode råd, når du vælger fodringsprincipper

  1. Hvis din hund er ung og sund, kan du med fordel kombinere tørfoder med råfodring. Det holder din hunds insulinniveau nede og sikrer, at både indre organer, fordøjelsessystem, pels, led og bevægeapparat understøttes. Når du supplerer din ældre eller syge hunds tørfoder med kød, skal du sørge for at koge det først. Tørfoder er behandlet mad – tænk over, at du jo heller aldrig udelukkende ville give dit barn forædlet og behandlet mad, fordi du ved, hvor vigtigt det er med vitaminer og mineraler fra friske råvarer.

  2. Du behøver ikke råfodre hver dag. For mange kan det være en stor udfordring selv at skulle fremstille hundemad af forskellige former for kød og ris. Så giv bare en smule dagligt eller vælg et par dage om ugen, hvor der råfodres.

  3. Hunden er fra naturens side kødæder, og det er en god tommelfingerregel, både når der skal vælges tørfoder og fordringsprincipper.

  4. Vælg altid tørfoder at høj kvalitet – sund og nærende kost er en forudsætning for din hunds sundhed og trivsel. I sidste ende er der intet at spare ved at købe billigt foder, for i stedet bliver dine dyrlægeregninger væsentligt højere.

  5. Mange hunde oplever tilbagevendende problemer med f.eks. betændelse, allergier, fedtet og skællet pels, svamp, manglende appetit og mange andre dårligdomme. Ofte kan helt enkle justeringer af hundens kost løse problemet. Den optimale rådgivning omkring din hunds problemer bør omfatte dens kost og balancen mellem råfodring og tørfoder.